Lena Petersen

Lena Petersen

Atelier-Atlena

Redningsvej 3, Ferring

7620 Lemvig

atelieratlena@gmail.com

www.atelier-atlena.dk

Havet som nærmeste nabo

Lena Petersen er bosiddende i Ferring ved Vestkysten, med det brusende Vesterhav som nærmeste nabo. Naturen er hendes største inspirationskilde – havet, horisontlinjen, lyset og de stadigt skiftende stemninger i landskabet danner fundamentet for hendes kunstneriske univers. Hun arbejder primært med akryl på lærred og har malet siden 1977. Allerede kort tid efter begyndte hun at udstille, og gennem årene er det blevet til mange udstillinger rundt omkring. Maleriet har således været en livslang ledsager og et vedvarende undersøgelsesfelt.

Lenas malerier spænder fra det naturalistiske til det abstrakte. I de naturalistiske værker fastholder hun landskabets genkendelighed, men altid med en løs og levende hånd. Penselstrøgene får lov at ånde, og motivet rummer både nærvær og bevægelse.

Lena kan også bevæge sig ind i det finurlige og fabulerende. Hun maler fantasibilleder, ofte med relationer mellem figurer. Her opstår fortællinger og stemninger, hvor det poetiske og det eftertænksomme får plads.

Hun holder af at arbejde med temaer – at fordybe sig i et bestemt emne og lade det udfolde sig i værkerne.

I de abstrakte værker slipper hun tid og sted. Her er det farverne, der styrer slagets gang. Hun arbejder sig frem intuitivt med farverne som udgangspunkt og søger hele tiden en dynamik, en harmoni og en bevægelse, der giver resonans i hende selv.

Det er en proces præget af sansning og nærvær – hvor billedet vokser frem lag for lag, og hvor farvernes møde skaber energi og balance. Lena har åbent i sit atelier efter aftale og udstiller fast i KUNST Lidenlund Vestergade 13 Lemvig.


Send os en e-mailRing nuFind os